Tvangsanbringelser og statsopdragelse - hvad mener I ?

Mette Frederiksen vil tvangsanbringe flere og der skal nok også flere tvunge bortadoptioner til.

Og langt hen af vejen er der jo børn, som ikke kan indgå i almindelige sociale sammenhænge på grund af forældrenes tilhørsforhold til religiøse bevægelser hvor man ikke kan drikke en øl med klassekammeraterne og det medfører øget risiko for frafald fra uddannelserne og i nogle tilfælde sociale isolation, så der kan være noget om det.

Men på den anden side er der decideret fejl i 66 procent af sagerne, hvor kommunerne har fjernet børn, som skulle være blevet hjemme.

Og hvad så når de bliver voksne? Rejser de ikke bare hjem igen? Hvad med dem som er blevet adopteret. Fra udlandet og i forbindelse med adoption fra udlandet ved vi at de unge søger deres identitet. Der har været nogle sager hvor børn fra Somalia er rejst hjem igen eller er havnet på insitution. I USA har man indført tilbagekøbsgaranti. Der har man steder, hvor man afleverer ungen igen, hvis ungen ikke lever op til den deklaration, som stod på ryggen af barnet, da barnet blev erhvervet.

I Danmark er der problemer, når barnet bliver 18 og voksen. Der er ofte ingen plan og nogle steder har man været noget kreative når det handler om at finde tag over hovedet til gene for naboerne. Et sted har man fundet et isoleret plejehjem, hvor der for de unge er meget langt til steder hvor de kan risikere misbrug, men stedet er også så isoleret, at de unge ikke kan komme derfra og f.eks. passe en uddannelse.

Bør vi ikke se på om der måske anbringes for mange børn i forhold til de ressourcer som afsættes istedet for at smide flere børn ind i et overbebyrdet system?