Uddannelsesvalg

En bekendt har en datter som nu er 21. Jeg var med som bisidder ved datterens sag på grund af mine erfaringer med det offentlige.

For mange år siden klarede hun sig dårligt efter at en lærer skabte dårlig stemning i skolen. Læreren blev senere stoppet for spritkørsel og det viste sig at hun var alkoholiker og det var årsagen til umotiverede udbrud i børnehaveklassen. Skolen havde holdt hånden over læreren i håbet om at få hende på afvænning. Den manglende lyst til at gå i skole fik socialforvaltningen ind over og barnet blev sendt til udredning på et hospital. Her påpegede man at barnet skulle modtage familiebehandling i hjemmet. Det var skolepsykologen ikke enig i og skældte decideret personalet på sygehuset ud. Hun blev kraftigt irettesat. Det udartede sig nærmest til en akademisk ydmygelse.

Barnet blev fjernet fra hjemmet imod sygehusets anbefaling. Faktisk så gjorde kommunen i de efterfølgende år alt for at ingen læste hospitalets rapport. Bostedet fik dog rapporten fra forældrene så de vidste hvorfor de havde fået barnet. Kommunen havde ingen ting at give.

Årene gik. Da der var mange unge med forskellige problemer, blev hun meget lukket. Hendes undertøj blev stjålet af en dreng som brugte det på en måde som nogle drenge nu engang gør, så tiltroen til andre mennesker var og er ikke stor.

Men skolemæssigt gik det godt. Så blev hun 18 og kommunen vidste ikke hvad der så skulle ske. Pludselig en dag midt i 2G fik hun besked om at flytte på plejehjem 60 kilometer fra bostedet, hvilket ville betyde et reelt stop på gymnasiet, da det var en speciel linje som ikke blev udbudt i nærheden og det ville tage 2,5 timer hver vej at komme i skole fra plejehjemmet. Via private kontakter som var lidt på kanten af reglerne fik vi dog skaffet hende en ungdomsbolig. Gymnasiet blev bestået, men et gennemsnit på 10 røg ned på lidt over 6 på grund af stress og en opblusning af den sygdom som havde ligget latent i hende - nemlig Skizotypi. Desuden blev hun nu også diagnoseret med PTSD som følge af hændelser under anbringelsen eller ting som skete i børnehaveklassen.

Nu læser hun på universitet, men ønsker at droppe ud og blive damefrisør.

Nogle steder ser man ikke frisør som en ordentlig uddannelse. Se dette link herunder om en mor, som sendte sin datter i behandling fordi hun ville være frisør.

https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2016/mar/25/i-paid-to-have-my-daughter-kidnapped-experience

Jeg vil sige at jeg ikke deler denne mors tanker om frisørfaget, da vi i Danmark for tiden har en trend hvor regeringen i højere grad vil have de unge til de manuelle fag end at forfølge drømme om ussel mammon, hvis de ikke socialt ved hvad der kræves for at studere f.eks. ved at forældrene har en lang uddannelse og kan lære dem det.

Men kræver frisørfaget ikke en grad af åbenhed overfor kunderne som en person med en kombi-diagnose kunne have svært med at klare? Sekundært fik sagsbehandleren lært hende at studielån bare er noget man tager, så efter gymnasiet skyldte hun SU 80.000 kroner for at få en studenterhue. Skal hun begynde at afdrage, hvis hun skifter studieretning?