Er vi danskere for negative?

Jeg ser som resultat af mit job mange som anser deres liv som gået i stå som følge af at de ikke længere har det arbejde som de har passet trofast i mange i år imens deres eneste mål for fremtiden var at komme frem til pensionen og vinde i lotto. Ja, livet giver nogle stød og jeg har f.eks. selv været et sort sted i livet hvor jeg var nød til at tage bussen frem for selv at komme omkring. Jeg valgte at vende modgangen ved at stoppe med at bekymre mig om omkostningerne af hvad jeg foretager mig for at nå resultater og som følge deraf så fik jeg succes igen.

Jeg arbejder med at hjælpe arbejdsløse med forstå at de er stærkere og har mere potentiale end hvad de tror. En øvelse hvor man tvinger sig selv til at sidde med fødderne i isvand i lang tid selvom det gør ondt viser f.eks. at man kan udholde betydelig mere smerte end man tror - hvis man tillader sig selv at tro på det.

Men mange lader slå til og lader sig overhale af udviklingen fordi de har det godt og mageligt imens de venter på lottogevinsten.

Jeg så dette indlæg i BT: Martin Thorborg langer ud efter uambitiøse danskere (BT)

Jeg mener at han har en pointe. Jeg har søgt på internettet og fandt nærmest den totale modsætning i dette link. Det er så negativt ladet at jeg ikke engang vil nævne forfatterens navn. Hvordan kan man mene at slaget om livet er tabt, når der jævnfør siden er 14 år tilbage at kæmpe i?

Hvad mener I? Er Martin Thorborg forkert på den fordi han har oplevet medgang? Ville han også være krøbet i et sort hul, hvis han ikke havde tjent penge på Jubii?

Kan nogle forklare mig hvorfor at folk lader slå til og falder i søvn i den job-situation de er i en sådan grad at de er helt ude af trit med udviklingen, når festen stopper og de må forlade deres arbejdsplads?