Ikke alle kontanthjælpmodtagere er raske

Jeg husker en dag på et kursus i personlighedsudvikling hvor vores deltagere alle var arbejdsløse der skulle have et blødt skub så de kunne møde en ny arbejdsgiver med selvtilliden i orden. Vi havde 12 kursister som kom fra forskellige baggrunde, men fælles for mange var at de var røget ud fra deres arbejdspladser på grund af finanskrisen. Det er klart at de ved at miste den del af deres sociale liv som er arbejdspladsen har fået et knæk på deres selvtillid. De er ikke nemme at få genplaceret og derfor bliver de sendt til os.

For at de ikke skulle se på klokken hele tiden, så fik de besked på at låse deres ure og telefoner væk. Vi har set så mange arbejdsløse som bare har set vores kurser som tidsfordriv så de kan fortsætte med at indkassere understøttelse.

Vi lavede en øvelse som hedder redningsbåden.

Vi starter med at køre noget afslappende musik i baggrunden. Vores teamleder taler til kursisterne i et afslappet toneleje. Kursisterne skal slappe af og forestille sig at de er på et krydstogt – ikke bare et almindeligt krydstogt, men krydstogtet i deres liv.

Afdæmpet musik, rolig tale alt sammen for at skabe en rigtig god stemning så kursisterne slapper af og lader deres skepsis imod den tankegang vi ønsker at de skal hjælpes til at få falde.

Bedst når alle er helt afslappet så slår teamlederen i bordet og bruger nu et alvorligt næsten vredt toneleje. Krydstogtskibet er gået ned. Der er ikke redningsbåde og veste nok. De fik nu den opgave at de i gruppen skulle finde to kursister som skulle dø. Hver og især skulle de argumentere for hvorfor de skulle have lov til at leve. Hver kursist havde 2 minutter til at forklare resten hvad de stod for.

Uden ur var der mange som faktisk kun brugte 30 sekunder. De blev adresseret. Hvorfor synes de ikke at deres liv var værd at kæmpe for? Ville vi alle i den situation ikke gå hele vejen for at sikre at det netop var os som overlevede og ikke sidemanden. Kan vi med god samvittighed sende en person ud til en ny arbejdsgiver uden at personen kæmper sit yderste om en ordre?

Det var nu blevet tid til at afgive stemmer. Hele gruppen blev bedt om at stille sig på en linje. En af gangen skulle de så stille sig foran deres medkursist og fælde dommen baseret på hvad de havde hørt. De skulle kun sige to ord ”Lev” eller ”Dø”. Modtageren skulle så råbe: ” døde” eller ” levede”. Det blev på det punkt noget følsomt. Tårerne pressede sig på.

Her må man huske at disse kursister skal ud på arbejdsmarkedet igen. De kan komme i den situation hvor de skal bestemme om en kollega skal fyres eller forblive. De skal kunne sige farvel til en kollega med et oprigtigt ønske om at sætte deres fremtidige arbejdsgivers målsætninger over kollegaers behov. De skal med andre ord kunne sige ”Lev” eller ”Dø” uden at det skal gå dem på.

Men der er også noget som hedder selvopholdelsesdrift. Når de kommer til enden af kursister står der er spejl. Der er nogle som i den situation har glemt dem selv i deres forsøg på at finde ud af hvem som skal være i redningsbåden og hvem som må efterlades. Vi har haft kursister som har sagt ”Dø” til sig selv.

Jeg kom til at tænke på det da jeg så tråden om kontanthjælpsmodtagere. Vi forventer at få mange kursister på vore kurser efter reformen, men er de raske? Vi opdager faktisk at en del af vores kursister får afdækket deres mangler i en sådan grad at de sygemelder sig og det er de glade for nede på forvaltningen for sender de arbejdere ud til en arbejdsgiver og varen så at sige er defekt, så står forvaltningen ikke i noget positivt lys.