Tanker, nu hvor året 2024 slutter

Et nyt år venter. Jeg har besluttet mig for at sætte mig ned og reflektere over året som gik

På hovedgaden er de stadig i gang med at prøve at få sporvognen - undskyld Letbanen, som det skal hedde så fint for at få det til at lyde som om at den kommer hurtigt frem - til at køre. Det foregår ikke som i andre lande som f.eks. Finland, der kunne få en letbane linje op og stå et helt år hurtigere end beregnet og til under budget!

I hele landet fejler byggeprojekter. Hvorfor? Mit bud er at bygherren er for uerfaren og for lille til at styre de store virksomheder som bygger. Virksomheder, der som oftest henter arbejdskraft ind via illegal arbejdskraft og laver lønaftaler, som ser OK ud på toppen, men hvor medarbejderne svinges til at betale det meste af lønnen tilbage derhjemme. De kalder det findeløn - et lille gebyr mod at finde et job i udlandet f.eks. Danmark. I virkeligheden er det hovedårsagen til, at vi har udenlandske håndværkere i Danmark. Ingen kan konkurrere mod svindel. Vi mangler ikke arbejdskraft i håndværkerfagene. Vi mangler effektiv bekæmpelse af illegal arbejdskraft og løndumping. Højesteret har underkendt brugen af RUT og nu er dette våben mod svindel intet værd! Hvorfor? Fordi EU ønsker svindel! De ønsker harmonisering, dvs. reduktion af goder til laveste fællesnævner og det betyder at vi danskere må skære på alt.

Her burde vi stemme på EU-kritiske politikere, som tør at kæmpe for at vi fortsat er medlemmer af EU, men også at EU skal være på medlemslandenes præmisser. Dvs. de lande som ikke ønsker svindel og humbug som man ser alt for mange steder østpå.

Personligt har det været et år, hvor jeg er blevet træt af mit arbejde. Jeg skal skaffe folk i arbejde og arbejder på kontrakt for nogle kommuner. Det handler om skjult erhvervsstøtte, hvor det ene supermarked kæmper mod det andet i forsøget på at få støttet arbejdskraft. Der er snart kun ungarbejdere og folk i støttet job tilbage i vores butikker. Små erhvervsdrivende kan lige så godt lukke deres butik i morgen og leve 100 procent af handel på internettet. Måske kan de have et prøverum eller to i et erhvervskvarter eller i privaten, men en decideret butik burde de opgive, idet de formentlig aldrig kan blive komplette medlem af støtte karrusellen.

Hvorfor en karrusel? Fordi det ofte ikke handler om at løse et problem. Det handler om at få papirerne flyttet til den rigtige bunke. Det handler om, hvad der rummer den bedste økonomi for kommunerne - ikke for hvad der er bedst for den enkelte uden job. Arbejdsprøvning følger arbejdsprøvning i mange, mange år. Går folk helt til bunds i systemet og bliver syge, er det faktisk også godt, for så er de over i en anden bunke!

Jeg ved ikke hvordan det skal løses. Hvad jeg ved, er at skiftende regeringer ser ud til at stoppe Danmarks fremtid. Vi har brug for højtuddannede til de industrier, som driver samfundet. Når vi ikke bekæmper illegal arbejdskraft, hvorfor skal folk så arbejde i de fag, hvor fup og svindel er dagligdag? Det er næsten mere reglen end undtagelsen at en udenlandsk nummerplade ved en byggeplads er ensbetydende med skatteunddragelse, løndumping og anden svindel, der har til mål at fjerne danske virksomheder fra at være i branchen.

Kun hvis vi alle får muligheden for at være anmeldere, kan denne svindel komme til livs. Vi skal interessere os for hvordan naboen får lavet tingene. Især fordi husmarkedet står overfor et kollaps på grund af de nye regler for fjernelse af asbest. Et arbejde til 10.000 kroner kommer til at koste 80.000 kroner fordi der skal bygges en skurvognsby for at tage de gamle fliser ned ude i badeværelset og du kan ikke længere gøre det selv, for det er også ulovligt. Gamle huse bliver usælgelige, når det fulde omfang af de nye regler går op for befolkningen. Jeg bor selv i et hus opført i 1960’erne og det kunne trænge til en kærlig hånd forskellige steder, men det kommer ikke til at ske i min tid som ejer. Heldigvis er det ikke taget, vi skal skifte, hvor elementerne slider det ned. Men hvis jeg beder om et tilbud og de opdager asbest, så ville jeg være i ond tro, når det skal sælges. Derfor er det bedre ikke at vide noget og så leve med den standard, huset tilbyder.

Andre vil sikkert gøre det samme og over tid vil vi se at man ikke længere renoverer gamle huse, men simpelthen river dem ned og bygger nye huse hvor farlige materialer ikke er et problem.

Så 2025 byder på jagten efter et nyt arbejde, hvor jeg vil beskæftige mig med noget andet end mennesker. Jeg forstår så godt at AI-programmerne mener at vi mennesker er spild af luft og egentlig burde fjernes fra klodens overflade. Vi har skabt kæmpe administrative klodser i vores samfund, hvor små konger får lov at reagere i nær-demokratiets ånd. Det er en afgørende fejl, som gør at børn med psykisk sygdom sammen med deres familier skal kæmpe for at få behandling på sygehusene, hvor familier med fysiske sygdomme kan vade ind og få ordnet arme og ben.

Det er disse små enheder, der bliver sat til at gennemføre projekter uden at have evnerne til det. I en optimal verden burde vi have et ministerium til projekter og byggerier, som kommuner og regioner kan gå til, når der skal gennemføres et større projekt. Der findes ikke en bedre formel for fiasko. Bygherrerne bliver sagsøgt og de må ofte betale temmelig mange af de penge, som vi som skatteborgere har betalt i skat til sager, hvor en mere professionel ledelse for længst har banket entreprenørerne på plads.

Vi taler ofte med vores nu voksne børn om tiden er kommet til at rive teltpælene op og gemme sig ude på landet. Måske Lolland, hvor min familie stammer fra. Problemet er, hvordan børnene kan finde et sted at tjene. Vi er nu 3 i husholdningen. Min yngste er flyttet hjem igen efter at have fået eksamen i hus. Han blev bachelor i sit fag og har en god stilling. Det rækker ikke til bolig på Sjælland trods den gode løn, så han bor hjemme og vi finder ud af det. Familie bliver det ikke til for tiderne er ikke til at opmuntre befolkningen som om nogen må være det mest hårdt prøvede folk på denne klode til at få børn. Bevares, det er folks egne valg, men jeg skal ikke presse nogen til det, når Folkeskolen døde i 2014 uden mulighed for at rette den op igen og når hele uddannelsessystemet bogstavelig er et spørgsmål om at komme ind på universiteterne og få sig en karriere eller kæmpe mod løndumping ude blandt håndværkerne med stadig færre muligheder for at tjene lidt sort ved siden af, hvilket har været det eneste privilegium en håndværker har.

Vi betaler skat for noget vi ikke får. Jeg er så glad for at vores børn kun har haft fysiske sygdomme, for på mit arbejde får jeg masser af sager, hvor børn har haft ondt i sjælen og de så ikke har kunnet få behandling på hospitalerne fordi socialforvaltningerne heller ville klare det hele selv. Sygdom bør behandles af læger, ikke pædagoger eller en mekaniker eller en anden muskelmand, som man ofte ser det på bosteder, som kommunerne bruger som opbevaringssteder, når kommunikationen er gået galt mellem dem og familie eller regionerne. Jeg ved ikke hvordan systemets afdelinger afregner med hinanden på alle områder, men hvorfor vil en kommune spilde en million kroner om året på et bosted, hvis sygdommen kunne klares via dagsbehandlinger på en psykiatrisk afdeling eventuelt suppleret med kortvarige indlæggelser?

Vi har skabt et sygt system her i landet. DJØFerne sidder i toppen med deres regneark, og de varme hænder er der for få, for deres arbejde regnes ikke som fint. Det bliver en fin blanding af nogle få som føler for deres fag og en masse som er glad for at komme til Europa for pengenes skyld og en del som er blevet tvunget over i dette fag fra noget som de var glade for at arbejde med. Det bliver ikke sjovt for patienterne.

Jeg ser ikke frem til 2025, men jeg glæder mig over at have overlevet 2024. Trump kommer til næste år. Hvad det vil betyde for mit liv, ved jeg ikke. Andre skal bygge deres land op. Jeg har lige set hvordan det gik i Syrien. Om de får lov til det, inden at Israel er færdig med at smadre deres land, så der intet er at bygge en ny fremtid på, er tvivlsomt. Jeg ved at selv om vi her i Danmark har fred, så har vi selv skabt vores helvede i en grad, så jeg næsten ikke gider at høre om noget uden for landets grænser. Landets ledelse lover alle pengene væk til alle steder, så der bliver ikke noget til os.

Kort sagt kan der ske så meget i løbet af 2025. Om jeg overhovedet er her til at skrive om 2026 ved jeg ikke, men nu vil vi fejre at vi har overlevet livet hertil.

Godt nytår.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Leverer Elon Musk misinformation?

Valget i USA nærmer sig og problemerne hober sig op

Kurt Westergaard døde i år.